Lære at sanse · Det, du lærer

Lære at skelne

Bemærk: workshopperne foregår kun på tysk.

Kernen i begge workshops. Spørgsmålet er ikke, om du sanser, men hvor en sansning kommer fra, og hvad den præcist siger. At skelne betyder at spørge videre, den ene forgrening efter den anden.

Stole på eller efterprøve?

I en workshop sagde en deltager til mig, at hun ikke stolede på sin sansning. Så snart hun sansede noget, kom følelsen af, at hun bare bildte sig det hele ind.

Med Ricos ord

altså hvis du nu spurgte mig, stoler jeg på min sansning? Nej. Jeg stoler ikke på min sansning, fordi jeg kontrollerer den hele tiden.

Rico Brunner, workshop

Jeg sagde til hende, at det er en god begyndelse. Den, der stiller spørgsmål ved sin sansning, har allerede gjort det vigtigste. Det handler om at øve videre alligevel, så længe indtil du mærker, om det, du ser, passer eller ej. Så forsvinder følelsen af indbildning af sig selv.

Den følelse er i øvrigt ingen efterprøvning. Den er overbelastning, fordi du endnu ikke kan det godt nok. Den siger intet om, hvorvidt din sansning var rigtig eller forkert.

Seks spørgsmål om, hvor en indre bevægelse kommer fra

Når noget rører sig i mig, spørger jeg mig selv, hvor det kommer fra. Er det noget, nogen har bildt mig ind? Ønsker jeg mig det? Forestiller jeg mig det? Tænker jeg det? Mærker jeg det? Eller sanser jeg det?

Denne skelnen lykkes kun med øvelse. I begyndelsen stillede jeg mig frem for alt ét af disse spørgsmål. Du kan allerede prøve det i dag.

Med Ricos ord

Det gjorde jeg hos mig selv i begyndelsen ved altid at spørge: Er det nu mit ønske, eller passer det til ham?

Rico Brunner, workshop

Efterprøvningen er ikke mistillid. Den er grunden til, at jeg kan følge min sansning. Om du siger »se« eller »mærke«, spiller ingen rolle. Nogle siger det sådan, andre anderledes.

Det første spørgsmål, hver gang du ser ind i et felt

Når jeg ser ind i et energifelt og ser noget, stiller jeg først ét spørgsmål: Har mennesket selv forårsaget det, eller er det kommet udefra? I workshoppen øver vi det på lykke. Er nogen lykkelig, fordi han har lært at være lykkelig? Eller fordi han lige nu er forelsket? I det andet tilfælde hænger lykken på noget, der kan forgå igen.

Med skyld har dette spørgsmål intet at gøre. Det spørger til oprindelsen, ikke til en dom. For det gælder en streng regel:

Med Ricos ord

Og hvis jeg ikke er sikker på, om det er selvforskyldt eller forårsaget udefra, så må jeg ikke stille det næste spørgsmål. For ellers kan jeg lige så godt slå plat eller krone.

Rico Brunner, workshop

Et spørgsmål på en åben forgrening giver et svar, der ligner et resultat og dog kun er et møntkast. Hvordan øvelsen til det foregår, står under Hvad der øves i workshoppen.

Hvorfor hvert svar bestemmer, hvad du ser bagefter

Hvert spørgsmål har to udgange. Ved tre spørgsmål er der otte mulige veje. Ved ti ja-nej-trin er der over tusind, ved tyve over en million.

De tal lyder overvældende. Men du behøver ikke at se alle veje. Du skal kun genkende, hvilken forgrening der lige nu er den rigtige. Det koncentrerer du dig om, skridt for skridt.

Den, der drejer forkert tidligt, kan stadig rette det senere. En bestemt erkendelse når han dog ikke længere ad den vej. Derfor tager vi os tid i øvelserne og lader forskellige muligheder stå åbne, før vi lægger os fast.

Spørgsmål, der fører videre

Bliv ikke stående ved den første forklaring. Fire spørgsmål hjælper med det: Hvorfor er det sådan? Hvordan virker det ind? Er det virkelig et problem? Er der også andre grunde til det?

Ofte betyder at skelne også at udelukke. Et eksempel: Før en rejse er der en angst. Er det selve rejsen? Du mærker efter og opdager, at det ikke er rejsen. Du spørger videre og finder bekymringen for en, der bliver tilbage. Også det kræver øvelse, før det lykkes.

Hvad du ser, og hvad du kun antager

Med Ricos ord

Og den største fare i det energetiske arbejde er, at man gør antagelser.

Rico Brunner, workshop

Når jeg ser på en væg, spørger jeg mig ikke selv, om den er af træ. Enten ser jeg, at den er af træ. Eller jeg siger: ingen anelse, det kunne også være noget andet. Så spekulerer jeg ikke. Det, der ligger mellem de to, er antagelsen: en tilføjelse, der passer godt, men som ikke er set.

Der er også en tredje mulighed. En sansning, som du ikke forstår, må du lade stå. Du erklærer den ikke for forkert, men tager den op igen senere. Det kræver mod. Jeg havde selv en tid, hvor jeg sansede så meget, at jeg spurgte mig selv, om jeg var ved at blive skør. Jeg skød det spørgsmål til side, indtil jeg forstod nok til at kunne besvare det.

Hvornår det er nok

At skelne kan også gå for vidt. Den, der altid spørger videre, bygger på et tidspunkt en stor historie og farer vild i den. Ofte er løsningen enklere. Og den, der gennemgår hvert menneske efter samme skema, får forkerte resultater, fordi hvert menneske er forskelligt.

Hos mig går skelnen i dag hurtigt og næsten af sig selv, fordi jeg har lært det og øvet det meget ofte.

Uanset hvor du står lige nu

Når meget strømmer ind på dig, hjælper spørgsmålet »Er det mit, eller hører det til den anden?« med at skabe lidt orden. Vil du holde fast i det, du har fundet for dig selv, beskytter skelnen dig mod at følge en hurtig antagelse. Og hvis du vil udvikle dig videre, er det værktøjet, du spørger mere præcist med. Et menneske kan stå forskellige steder i familien, i et forhold og i arbejdet. Spørgsmålene forbliver de samme.

Ofte stillede spørgsmål

Hvordan ved jeg, om jeg bare bilder mig det ind?

I begyndelsen slet ikke sikkert, og det er i orden. Følelsen af indbildning er overbelastning på grund af for lidt øvelse. Den bliver mindre, når du øver og efterprøver bagefter. Mere under Hvad der øves i workshoppen.

Kan jeg stole på min sansning?

Jeg stoler ikke blindt på min, jeg efterprøver den løbende. Netop derfor kan jeg arbejde med den.

Betyder »selv forårsaget«, at nogen har skylden?

Nej. Spørgsmålet handler om oprindelsen, ikke om en dom. Det afgør kun, hvilket spørgsmål der kommer som det næste.

Skal jeg huske alle muligheder i hovedet?

Nej. Det er nok at genkende den rigtige forgrening på hvert sted. Det, du ser, skriver du ned, så dit hoved forbliver frit.

Hvad gør jeg, hvis jeg ikke finder et svar?

Så siger du »ingen anelse« og lader det stå. Det er et ærligt resultat. En antagelse i stedet ville ikke være det.

Er det at skelne et talent?

Det er for størstedelens vedkommende lært. Mere under Et håndværk, ikke en gave.

Hvad der oftest forstyrrer skelnen, står under Hvorfor selv god sansning kan tage fejl. Hvordan det øves i workshoppen, står under Hvad der øves i workshoppen.