Forside · Forskning

Sådan observerer jeg

Hvordan iagttager man noget, som de fleste ikke ser? Der findes ikke noget mikroskop til det. Mit redskab er min opfattelse, og med den har jeg lært at iagttage sådan, at jeg ikke ændrer noget og ikke lægger noget ind i det.

At iagttage uden at ændre noget

Meget tidligt mærkede jeg, at det at iagttage frister. Man ser et energifelt, der virker svagt, og vil straks gøre noget. Endnu finere er et andet problem: Et energifelt bemærker, at det bliver betragtet. Det tilpasser sig betragteren og går i forbindelse med ham. Så ser man ikke længere, hvordan det fungerer, men hvordan det reagerer på en selv.

Jeg måtte altså lære at være så rolig og så meget hos mig selv, at et energifelt ikke bemærker mig. Det var svært, og det var afgørende for min forskning. Siden da kan jeg sammenligne: én gang iagttage, uden at noget rører sig, og én gang iagttage, mens der sker noget.

»Og derfor er det at iagttage en superkraft, der hjælper med at forstå det hele.«

Rico Brunner

Det, jeg troede, jeg vidste, måtte jeg slå fra

En af mine største udfordringer var at lægge alt det til side, som jeg indtil da havde lært om energier. Vores hoved supplerer det, vi kun ser en del af. Det har altid været livsvigtigt. Den, der ser en stor silhuet i skovkanten, tænker straks på en bjørn og løber. Tager han fejl, er det ikke slemt. Går han først hen og ser efter, kan det være for sent.

Når man iagttager et energifelt, er netop denne refleks fælden. Man ser ikke længere feltet, men en blanding af felt og egen filosofi, og bøjer det sete til, indtil det passer. Derfor har jeg i årtier iagttaget energifelter uden at forudsætte viden. Min viden er vokset ud af disse iagttagelser, ikke omvendt.

I begyndelsen spurgte jeg mig selv igen og igen: Er det nu mit ønske, eller passer det til dette menneske? Jeg vil se det, der er, og ikke det, jeg ønsker mig.

Et, to år næsten kun at opfatte

Som ung mand opfattede jeg meget og tolkede meget forkert. Jeg tolkede meget og iagttog lidt. På et tidspunkt vendte jeg det om. I et til to år opfattede jeg kun, for halvfems procents vedkommende, og drog næsten ingen slutninger. I den tid fandt jeg adgangen til energifeltets mekanik, sådan som jeg beskriver den i dag.

I dag er det forblevet sådan: Iagttagelse og analyse udgør den største del, slutningerne kun en brøkdel. Jo længere jeg opfatter, desto flere detaljer og sammenhænge ser jeg. Til sidst behøver jeg ofte slet ikke at tolke længere.

»fordi opfattelsen til sidst erstatter fortolkningen, fordi alt bliver så indlysende.«

Rico Brunner

At vente, til filmen er slut

Du kender det måske fra biografen. Efter ti minutter ved du, hvordan filmen ender. Efter en halv time ved du det igen, efter en time også. Til sidst går det alligevel anderledes. Sådan er det også med energifelter: Den, der tolker for tidligt, tager fejl flere gange, og den, der bygger sit arbejde på en fejltolkning, arbejder ikke dér, hvor energifeltet har brug for det.

Til det at iagttage hører derfor også at erkende, hvornår en iagttagelse er afsluttet. Hos mig sluttede en session tidligere ikke med sessionen. Jeg iagttog ofte et menneskes energifelter i dagevis bagefter, indtil jeg forstod, hvad jeg så.

Tre faser, utallige gange

Min forskning havde tre faser, og jeg har gennemløbet dem utallige gange. Først iagttage uden at ændre. Så stille spørgsmål ved mine egne slutninger fra denne iagttagelse. Til sidst prøve, om det, jeg havde erkendt, passer. Passede det ikke, begyndte jeg forfra.

En gang lagde jeg mærke til noget, jeg ikke havde regnet med. Når jeg erkender et energifelt og forstår, hvorfor det ikke fungerer, udløser allerede det en impuls i feltet. Jeg gentog det mange gange bagefter, før jeg troede på det.

»Jeg var meget forbløffet og gentog det så mange gange for at se, om det havde været en tilfældighed.«

Rico Brunner

Fra mange retninger, gemt i hovedet

Én iagttagelse alene er ikke nok for mig. Jeg ser på et sted fra én side og husker resultatet. Så fra en anden side, så fra en tredje. Først når resultatet gentager sig og bekræftes fra mange retninger, går jeg ud fra, at jeg har forstået, hvordan noget fungerer.

Jeg skrev det ikke ned i lang tid. Jeg har en fotografisk hukommelse, og ikke for ting, der står stille, men for det, der bevæger sig. Derfor opdagede jeg også længe ikke, at jeg har den. Jeg ser et energifelt igen og ved, hvor det har ændret sig. Så spørger jeg, hvorfor netop dér.

»Havde jeg ikke haft en fotografisk hukommelse, havde jeg aldrig kunnet udføre dette arbejde med skriftlige notater, fordi strømmen af informationer var meget større end det, et menneske kan nå at skrive ned om dagen.«

Rico Brunner

Det, jeg har lært af mine fejl

Selvfølgelig har jeg taget fejl, endda ofte. Havde jeg tolket noget forkert, ville jeg ikke kun vide, hvordan det er rigtigt. Det, der interesserede mig, var, hvorfor fejltolkningen var opstået. Hvad havde jeg overset? Hvad havde jeg ikke tænkt på? Hvorfor havde jeg håndteret det forkert?

Det spørgsmål stiller jeg mig selv den dag i dag. En fejl viser mig, hvor mit blik stadig har et hul. Nogle gange opfører et energifelt sig også i første omgang tilsyneladende ulogisk. Iagttager jeg længe nok, ser jeg, at det i en større sammenhæng følger sin egen logik.

Det, der i dag ligger i hvert stykke arbejde

Ud af disse år er det forløb opstået, som jeg arbejder efter den dag i dag. En del af mit arbejde er derfor stadig forskning.

Simulationen har jeg også fundet gennem iagttagelse. Jeg kan i min opfattelse spille igennem, hvordan et energifelt ville reagere på et skridt, uden at forstyrre feltet imens. I informatikken findes der til det en sandkasse, et lukket rum, hvor man prøver noget af uden at røre ved det kørende system. Ved udførelsen kan der alligevel dukke noget uventet op. Derfor iagttager jeg også videre dér.

Hvordan disse fire skridt spiller sammen i følgeskabet på afstand, står i området Sådan arbejder jeg.

Ofte stillede spørgsmål

Mærker mit energifelt, at du iagttager det?

Jeg har lært at iagttage sådan, at et energifelt ikke bemærker mig. Ellers ville det tilpasse sig mig, og jeg ville ikke se, hvordan det virkelig fungerer.

Ser du billeder eller farver?

Nej. Jeg ser ingen billeder og heller ingen aura. Jeg opfatter, hvordan et energifelt er opbygget, og hvor det fungerer eller ikke fungerer. Det, jeg ikke ser, er for eksempel, hvor nogen befinder sig lige nu, eller i hvilken livssituation.

Kan man lære at iagttage på den måde?

Opfattelse kan øves. Hos mig er den en stærk medfødt evne, som jeg har slebet med tusindvis af timers øvelse. I mine workshops øver vi os i at iagttage, se Workshop (kun på tysk).

Hvad hvis du tager fejl?

Derfor prøver jeg. Kontrollen til sidst i hvert stykke arbejde viser mig, om det, jeg havde til hensigt, er indtruffet. En fejl er for mig materiale: Jeg vil vide, hvordan den er opstået.

Sådan går det videre

Hvad jeg har iagttaget med denne metode, og hvilke grundsætninger der er kommet ud af det, står under Det, jeg har observeret. Tilbage til begyndelsen af min vej kommer du under Min forskningsvej.

Område Forskning · Version 1.0 · 31.10.2026